Vordingborg kommune er den kommune i Danmark, der har de bedste muligheder, hvis man vil dyrke vandsport, og er nummer tre hvis man både er til vandsport og skovidræt. Det viser en netop offentliggjort rapport fra Dansk Idrætsforbund om outdooridræt.
Vordingborg Kommune har Danmarks længste kyststrækning på hele 385 km. Nu er det også slået fast, at Vordingborg Kommune er den kommune i Danmark, der har de bedste rammer og muligheder for at udøve vandsportsaktiviteter som blandt andet sejlads, kajakpolo, stand up
paddle, kitesurfing, snorkel og dykning.

”Vi har lagt en stor indsats i at sætte Vordingborg Kommune på Danmarkskortet, som en førende kommune indenfor vandsport, natur og kyst. Det skal både komme vores egne borgere til gavn og være med til at fremme naturturismen. Derfor er vi også super glade og stolte over, at vi er blevet udråbt til den kommune i Danmark, der har de stærkeste tilbud og muligheder for at dyrke outdooridræt. Det er svært at få armene ned, for det er endnu en ting, der gør det attraktivt at flytte til Vordingborg Kommune, Storbyens Forhave. Vi kan tilbyde blandt andet børnefamilier en
hverdag lige midt i unik natur, med de bedste muligheder for at bruge den. Det er også med til at tydeliggøre, at vi er et sted, som folk med interesse for natur og vand vælger at besøge, når de enten skal dyrke deres sport eller planlægge deres næste rejsemål” siger Thorbjørn Kolbo, Formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Fritid.

Udover at rapporten placerer Vordingborg Kommune som nummer et og tre på listen over de kommuner, der har flest muligheder inden for vandsport og skovidræt, så peger rapporten også på, at de fleste kommuner skal være bedre til at formidle og gøre outdooridrætten mere synlig, blandt
andet på kommunernes egne hjemmesider, dette gælder også for Vordingborg Kommune.
”Det er glædeligt, at vi er den bedste kommune i Danmark, når det gælder muligheder og arealer til udfoldelsen af outdooridræt. Vi har hele tiden fokus på, hvordan vi kan udvikle nye mountainbikespor, vandreruter, snorkel- og dykkerspots og meget mere i hele Vordingborg Kommune. F.eks. har vi med lanceringen af ”Blå Eventyr” taget et aktivt valg om, at sætte fokus på livet i, over og under vandet, samt at flest muligt skal have mulighed for at bruge de mange muligheder, vi har at tilbyde. Vi vil selvfølgelig kigge nærmere på, hvordan vi får vores budskaber bedre og bredere kommunikeret ud, så endnu flere kan få glæde og gavn af vores mange vand- og idrætsfaciliteter” siger Jesper Kjærulff, Chef for Afdelingen for Kultur og Fritid.

Analysen er foretaget af Danmarks Idrætsforbund, som har analyseret arealer og faciliteter til outdooridræt. Det er første gang, at mulighederne for at dyrke idræt i naturen er blevet kortlagt i landets 98 kommuner. DIF og DGI har en målsætning om, at gøre Danmark til verdens mest
idrætsaktive nation.
”Det er Vordingborg Kommune selvfølgelig glade for at kunne understøtte med de mange muligheder, indenfor skovidræt og vandsport” siger udvalgsformand Thorbjørn Kolbo og slår samtidig fast, at Vordingborg Kommune fortsat vil arbejde på at udvikle mulighederne og tilbuddene, gerne sammen med DIF og DGI.

image_print
Del:
Facebooktwitterlinkedinmail

Email

Bliv tilmeldt vores gratis nyhedsbrev, der udsendes mandag til fredag.

Med nyhedsbrevet fra Vordingborg.net får du historier og nyheder fra Vordingborg og omegn direkte i din indbakke.

Indtast din e-mail adresse her og klik på "Tilmeld":