Digitale løsninger og big data er for alvor ved at vinde indpas i landbruget, hvor stadig flere betragter smartphonen som et af arbejdsdagens vigtigste værktøjer. For at imødekomme dette står start up-virksomheden FarmBackup, der er drevet af de lollandske brødre Anders Bram Knudsen og Søren Iver Knudsen, nu klar med en ny app, der skal sende branchens arbejdssedler direkte i skraldespanden.

Fremtidens landbrug er digitalt, lyder det fra eksperter og interesseorganisationer. Ifølge Landbrug & Fødevarer viser undersøgelser eksempelvis, at produktiviteten kan hæves med fem procent ved at bruge big data i landbruget, og at danske virksomheder med digitalisering hvert år kan forbedre indtjeningen med 30 milliarder kroner.

– For landmanden er der virkelig et stort potentiale i at udnytte de muligheder, som digitalisering af landbruget giver. Når maskinerne kan ”tale sammen” og levere information om produktionen, kan landmanden træffe de rigtige beslutninger i sin produktion. Samtidig åbner det op for et nyt marked for virksomheder, der sælger produkter og services inden for landbrugssektoren, lyder det desuden fra Birgitte Feld Mikkelsen, der er Centerchef for Markforsøg hos Teknologi og Analyse ved Teknologisk Institut.

Mindre tidsforbrug og lavere risiko for fejl

Men selvom den moderne landmand er på forkant med udviklingen og benytter sig af alt fra selvkørende traktorer til satellitbilleder, er det langt fra alle i branchen, der har taget digitaliseringens fordele til sig. Faktisk rummer landbruget et enormt, uudnyttet potentiale, hvad angår data og digitale løsninger.

Det mener Anders Bram Knudsen, der er marketingchef og medstifter af start up-virksomheden FarmBackup, som han driver sammen med sin bror Søren Iver Knudsen. Med en nylanceret app, som skal erstatte de fysiske arbejdssedler, vil de to landmandssønner fra Lolland således optimere den daglige administration samt skabe en lettere og mere effektiv arbejdsdag for landmænd såvel som maskinstationer.

– Når det kommer til apps, er der nøjagtig samme behov som med ethvert andet arbejdsredskab: De skal være enkle, nemme at betjene og samtidig bidrage til at effektivisere forretningen, så der skabes værdi i hverdagen. Vi har derfor udviklet app’en som svar på landbrugets stigende behov for effektive digitale løsninger, fortæller han om baggrunden for udviklingen af den nye app.

Som virksomhedsejer, får du med FarmBackup Task, let og overskuelig adgang til den data som medarbejderne indberetter. På den måde sikres det korrekte grundlag for fakturering, driftsanalyse og lønudbetaling. Bortkomne eller oversete arbejdssedler er ikke længere en bekymring, da al data er sikret i skyen.

– Som administrator giver det dig f.eks. et større overblik, at du kan se på skærmen, hvor mange arbejdsopgaver dine ansatte har udført, i stedet for at du har en bunke arbejdssedler, du skal gennemgå, før du har helt styr på mængden af udført arbejde. App’en håndterer ligeledes registrering af timer til lønudbetaling, så du kan nu en gang for alle slippe af med papir og blyant.

 

Søren Iver Knudsen (tv.) og Anders Knudsen (th.) er iværksætterne bag FarmBackup Task. Foto: Peter Prik Larsen

 

Skræddersyet til landmænd og maskinstationer

For at sikre en app, der er så professionel og brugervenlig som mulig, er Task blevet udviklet i tæt samarbejde med landmænd og maskinstationer. En af dem, der har siddet med rundt om bordet, er Kjærsgaard Maskinstation, som nu har taget Task til sig som et redskab i dagligdagen. Ejer Keld Kjærsgaard fremhæver bl.a. fordelen ved systemets start- og stopknap, som aktiveres hver gang en opgave henholdsvis påbegyndes eller afsluttes, hvorefter du nemt kan regne den effektive tid ud. På den måde har du nemlig hele tiden sikkerhed for, at tidsforbruget bliver registreret med mindst mulig risiko for fejl.

– Før vi introducerede Task, fik du stukket en arbejdsseddel i hånden af medarbejderne, som skulle bringes med tilbage til kontoret. I og med vi registrerer al data på mobilen, giver det meget større overblik og sikkerhed for, at det arbejde, vi udfører, bliver registreret på den mest korrekte måde, pointerer han og fortsætter:

– Derudover er det dejligt praktisk for både mig og medarbejderne, at vi altid har systemet lige ved hånden, da man jo sjældent befinder sig uden mobilen. Så nu kan jeg bare sidde i traktoren, imens jeg tildeler arbejdsopgaverne til de forskellige folk. Og al information lige fra rutebeskrivelse, kontaktoplysninger og noter om, hvad opgaven går ud på, ligger bogstavelig talt i lommen.

Ifølge Anders Bram Knudsen er Task ikke mindst udviklet for at sikre det bedst mulige overblik over driftsomkostningerne og dermed det mest optimale udgangspunkt for at træffe de rigtige beslutninger. På den måde skriver app’en sig naturligt ind i hele det forretningskoncept, som kendetegner FarmBackup.

– Vores mission er at skabe et farm management-system, som kan gøre det lettere for landmænd og maskinstationsejere i Danmark såvel som i udlandet at drive en effektiv, rentabel forretning ved hjælp af en fleksibel og innovativ digital platform. Med Task har vi udviklet en løsning, der hjælper chefen såvel som den ansatte med at spare tid og bidrager til at optimere deres processer, uanset om arbejdet foregår i marken eller på kontoret, påpeger han afslutningsvis.

 

FarmBackup Task

 

Kilde: FarmBackup

Del:
Facebooktwitterlinkedinmail

Email

Bliv tilmeldt vores gratis nyhedsbrev, der udsendes mandag til fredag.

Med nyhedsbrevet fra Vordingborg.net får du historier og nyheder fra Vordingborg og omegn direkte i din indbakke.

Indtast din e-mail adresse her og klik på "Tilmeld":



Kom med din kommentar til "To lollandske landmandssønner lancerer landbrugs-app" her:



Fortæl din historie

Vil du være med til at fortælle om hvad der sker i Vordingborg og omegn?
Kontakt Vordingborg.net med din historie - klik her.