[ Klik her og læs om hvordan du kan annoncere på Vordingborg.net ]

Der er både islandske fortællinger, digte og et markant musikværk på programmet når Verdenslitteratur på Møn i sin 20. sæson slår dørene op for endnu et stort litteraturarrangement.

Verdenslitteratur på Møn præsenterer 12. og 13. oktober forfatteren Gerður Kristný (f. 1970), en af de førende stemmer på Islands stærke litteraturscene. Hun har skrevet både prosa og lyrik og er lige nu aktuel med den kritikerroste digtsamling Sjælemesse.

Gerður Kristný kan ved Verdenslitteratur på Møn, som foregår i hyggelige rammer i Fanefjord Skovpavillon, mødes i samtale om forfatterskabet med litterat og anmelder Erik Skyum-Nielsen, med referencer til Islands litterære tradition. Erik Skyum-Nielsen har oversat Kristný – og en lang række andre islandske forfattere til dansk – og han er selv aktuel med bogen Islands litterære mirakel. Det er lørdag den 12. oktober.

Søndag den 13. oktober vil Shadi Angelina Bazeghi modere samtalen med Kristný om forfatterskabets temaer – med vægt på bl.a. nordisk mytologi, “Vølvens spådom og feminisme. Bazeghi er forfatter og oversætter – og har netop udvalgt og oversat den fremtrædende amerikanske digter og feminist Audre Lorde i Der er ingen ærlige digte om døde kvinder.

Begge moderatorer er, som Gerður Kristný, strålende og engagerede formidlere. Samtalerne foregår på dansk og der vil være oplæsning på både islandsk og dansk.

Den islandske tradition

Med et traditionsbevidst udgangspunkt i den gamle Edda-digtning og sagaerne har Kristný skabt sin helt egen stil, hvor nordisk mytologi smelter sammen med aktuelle problemstillinger – i et stærkt og lyrisk sprog. Den barske natur møder det rå Reykjavik. Kristný skriver om udsatte kvindeskæbner med en dybtfølt sympati og et alvorligt glimt i øjet.

Gerður Kristný fik sin litterære debut i 1994 med digtsamlingen ”Ísfrétt”. Det skønlitterære gennembrud kom med ”Blóðhófnir” (Blodhingst, 2011). Denne digtsuite om jættekvinden Gerd indbragte hende en række priser – og en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris, og den er blevet oversat og udgivet i flere lande.
I Politiken kaldte Thomas Bredsdorff Blodhingst for “en fejende flot samling digte om jætter og nordiske guder, der viste sig at være af samme beskaffenhed som nutidens mennesker.”

Gerður Kristnýs bøger myldrer med referencer til både ”Vølvens spådom”, P.J. Harveys sangtekster og filmmageren Quentin Tarantino. Man møder nordisk mytologi, feminisme og nordic noir!

Ud over lyrik har hun også skrevet romanerne Hestvik (da. 2017) og Smarties (da. 2018) samt flere børne- og ungdomsbøger og er blevet oversat til over 20 sprog. Forlaget Vandkunsten har udgivet Kristnys bøger på dansk.

Digtkredsen Sjælemesse er netop udkommet på dansk og har fået meget rosende omtale i bl.a. Nordjyske, Kristeligt Dagblad og Skønlitteratur på P1. I Sjælemesse følger Gerður Kristný den gamle islandske tradition med at efterlade sten ved gravsteder. Men i stedet for sten placerer hun litteraturen hos ofrene: Kvinder, der er ofre for vold og drab. Kristeligt Dagblad skriver: “Smukke og sorgfulde digte om sjælemesser. Gerđur Kristný er en sprogmusikalsk begavelse. Hun skriver med bogstavrim og rytme, som trækker trådene tilbage til den islandske litterære edda-arv”.

Gerður Kristný (PR Foto)

Musik

De senere år har Verdenslitteratur på Møn lagt vægt på at integrere et musikalsk indslag i arrangementerne, gerne kædet sammen med oplæsning. Ved arrangementet med Gerður Kristný udvides dette til en hel performance på ca. en halv time, hvor Kristny sammen med ensemblet ALDA Orchestra (Island/UK) fremfører hele digtsamlingen “Drapa” på dansk! – og med musikledsagelse.

Musikværket er bestilt af festivalen Poet in the City i London, hvor der var urpremiere den 9. september. Som det første sted udenfor denne sammenhæng er det blevet muligt for Verdenslitteratur på Møn at kunne præsentere værket på begge festivalens dage.

ALDA Orchestra er et ensemble centreret om Helen Whitaker, fløjte (UK) og komponist Helgi Ingvarsson (Island) samt, ved denne lejlighed, to andre musikere fra hhv. UK og Island på cello og percussion.

To dage. Ét forfatterskab

Som altid ved Verdenslitteratur på Møn er tiden og fordybelsen i samtalen helt central. Forfatteren har tre timer til rådighed sammen med intervieweren og publikum. Det betyder, at samtalerne kommer i dybden – og der er god tid til oplæsning, spørgsmål og debat. Efter arrangementet vil der være afsat tid til bogsignering. Bøger kan købes på stedet hos boghandleren.

Tid og sted

Lørdag den 12. og søndag den 13. oktober. Begge dage kl. 14 – 17.30

Adresse: Fanefjord Skovpavillon, Fanefjord Skovvej 6, 4792 Askeby, Møn.

Der vil være mulighed for spisning i forbindelse med arrangementet. Dette bestilles på forhånd sammen med billetten.

Billetter

Bestilles hos Billetto.dk. Der er link til bestillingen på www.verdenslitteratur.dk

Facebook-begivenhed: https://www.facebook.com/events/314784532673856/

ALDA Orchestra og Gerður Kristný ved premieren på Drapa i Wilton’s Music Hall, London. (Foto: Óðinn Örn Hilmarsson)
image_print
Del:
Facebooktwitterlinkedinmail


Email

Gå ikke glip af nyhederne - bliv tilmeldt vores gratis daglige nyhedsbrev

Med nyhedsbrevet fra Vordingborg.net får du historier og nyheder fra Vordingborg og omegn direkte i din indbakke.

Indtast din e-mail adresse her og klik på "Tilmeld":