Det tidligere elværk og senere missionshus i Nørre Alslev Langgade 68 er omdannet til Orenæs Saloners satellitscene under navnet Nordfalsters Koncerthus. Her kan man den 17. oktober kl. 18 opleve en kort souperkoncert, hvor man kan høre musik af J. S. Bach, den sydkoreanske komponist Isang Yun og den belgiske komponist Eugène Ysaÿe – og spise en portion suppe til. Suppen bliver leveret af Postholderens Sted i Guldborg og er en vegetarisk tomatsuppe.

Musikken bliver leveret af den kun 17-årige violinist Adam Koch Christensen, der har vundet en række priser og hædersbevisninger i danske og internationale konkurrencer, senest Copenhagen Summer Festivals Talentpris 2017. Det med musikken har han ikke fra fremmede, hans mor er DR P2s radio- og TV-vært Rie Koch og faderen er uddannet klassisk guitarist, dog nu tandlæge i Præstø, hvor den musikalske familie bor.
Adam Koch Christensen rejser i slutningen af oktober til Sydkorea, hvor han er udvalgt til at deltage i én af Asiens fineste violinkonkurrencer: Isang Yun violinkonkurrencen, opkaldt efter den koreanske komponist, Isang Yun. Programmet for den korte suppe-koncert i Nordfalsters Koncerthus er soloprogrammet til violinkonkurrencen og består udover soloværker af Bach af et variationsværk af Isang Yun – skrevet med Bach i tankerne: Königliches Thema. Adam fyrer også op under suppe-gryderne, når det gælder virtuose toner af den belgiske violinmester, Eugene Ysaÿe og man kan hermed hjælpe den unge violinist med at få spillet programmet for publikum inden han skal spille det for juryen i Sydkorea.
Havde komponisten Isang Yun, som lægger navn til violinkonkurrencen, levet i dag, ville han være fyldt 100 år i år. Men han døde tilbage i 1995 efter et heftigt liv med Koreas kaotiske historie. En livshistorie, der bl.a. indeholder en kamp for genforening, tætte bånd til Nordkorea, en kidnapning fra Berlin til Sydkorea, mishandling – og en konkurrence mellem to koreanske lande om at have patent på nationalkomponisten Isang Yun, der godt nok var født i Sydkorea, men som valgte at slå sig ned i Berlin som tysk statsborger efter den hårdhændede behandling fra de sydkoreanske myndigheder. At situationen mildest talt stadig er anspændt på den koreanske halvø mellem Nord- og Sydkorea, er et uomgængeligt faktum, der forhåbentlig ikke får indflydelse på de unge violinisters konkurrence. Undervejs ved koncerten fortæller Adam Koch Christensen lidt om musikken og komponisterne. Husk at bestille billet i forvejen, eller køb den online på www.orenaessaloner.dk

Tid og sted:
Tirsdag den 17. oktober kl. 18.00
Nordfalsters Koncerthus
Nørre Alslev Langgade 68
4840 Nørre Alslev
Billetter inkl. suppe: 100 kr / u. 18 år halv pris.
Tlf. 61 77 08 26

Del denne side:
Facebooktwitterlinkedinmail


 

Følg Vordingborg.net her:  
Facebooktwitteryoutubeinstagram