[ Klik her og læs om hvordan du kan annoncere på Vordingborg.net ]

Det “absolutte nu” er omdrejningspunktet i pianist Ulrich Stærks musikalske univers. Nuet som er nøjagtigt det øjeblik, hvor al tidsopfattelse går tabt og hvor bevidsthed og underbevidsthed smelter sammen i en tilstand af ren oplevelse.

Den magi kan Ulrich Stærk skabe, derfor er han en højt berømmet pianist såvel nationalt som internationalt – og en af de mest efterspurgte koncertpianister i Danmark. Som solist har han optrådt med de fleste danske symfoniorkestre og adskillige udenlandske og har samarbejdet med kunstnere som Yo-Yo Ma, Inga Nielsen, Nikolai Znaider, Bo Skovhus, Dame Margaret Price og Rubinstein Kvartetten.

Uddannet i Italien

Ulrich Stærk er født i Genova i Italien og uddannet der, og afsluttede sine studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Han har optrådt som solist og kammermusiker i store dele af verden, bl.a. i Paris, Wien, Tokyo, Lyon, Rom og Berlin og har været solist med de fleste danske symfoniorkestre. Desuden er han docent ved konservatoriet i København.

Mange vil huske Ulrich Stærk fra Orenæs Kulturs stort anlagte vandreforestilling “Vinterrejse på Masnedøfortet”, hvor han hjerteskærende og fortryllende akkompagnerede Johannes Mannov i Schuberts “Winterreise” – eller fra operakoncerten i Nordfalsters Koncerthus med den unge fremadstormede operastjerne Simone Sand Victor.

Men nu spiller han altså soloklaver – en lang række af klaverlitteraturens elskede og suggestive værker fra hans mange CD-udgivelser – herunder uddrag af den netop indspillede “Royal Piano Nights”, der er udgivet i anledning af Prins Joachims 50 års fødselsdag.

Lad dig drage ind i musikkens inderste åndelige substans

“Royal Piano Nights” er en samling af nocturner og andre stykker, der kan forbindes med nattens ro og fordybelse; og den er tænkt som en “medicin for sjælen”, en harmoni-skabende meditation for krop og sind. Det er Stærks håb, at klaveraftenen med sine beroligende og fantasiskabende kompositioner vil inspirere publikum til at slippe tankerne fra deres travle hverdagsliv og lade sig drage ind i musikkens inderste åndelige substans.

Ved koncerten bliver der bl. a. spillet Ravels “Pavane for en afdød prinsesse”, præludier af Gershwin og værker af Respighi, Tjajkovskij, Rachmaninov og Chopin samt uddrag af den danske komponist Bo Gunges “12 Studies” skrevet til Ulrich Stærk.

“Royal Piano Nights” og flere andre af Stærks udgivelser kan, i samarbejde med den lokale musikforretning “Noams”, købes signeret og til særpris denne torsdag aften i Nordfalsters Koncerthus i Nørre Alslev.

Tid og sted

Torsdag 10. oktober kl. 19.30

Nordfalsters Koncerthus
Nørre Alslev Langgade 68
4840 Nørre Alslev

Entré 150 kr / u. 18 år, 75 kr

www.orenaessaloner.dk

Ulrich Stærk
image_print
Del:
Facebooktwitterlinkedinmail


Email

Gå ikke glip af nyhederne - bliv tilmeldt vores gratis daglige nyhedsbrev

Med nyhedsbrevet fra Vordingborg.net får du historier og nyheder fra Vordingborg og omegn direkte i din indbakke.

Indtast din e-mail adresse her og klik på "Tilmeld":