Populært kor er i julehumør

Vokalgruppen Real Moments har tyvstartet juleforberedelserne til en stort anlagt koncert torsdag den 19. december på Rønnebæksholm ved Næstved.

Efterårsferien ligger fortsat et par uger fremme, men det er ikke for tidligt at begynde at tænke på jul. Det mener i hvert fald vokalgruppen Real Moments, som har rødder i både Vordingborg og Præstø og netop har åbnet for billetsalget til, hvad der forventes at blive et tilløbsstykke lige op mod jul.

“I februar fejrede vi vores koncert nr. 100 med en stor koncert på Rønnebæksholm, som blev udsolgt på bare 14 dage”, fortæller Carl Henrik Paulsen og fortsætter: “TV2 Øst sendte live, og mange opfordrede os til at gentage succesen, så det gør vi nu – med juletema”.

Denne gang har gruppen givet en håndfuld juleklassikere en ordentlig overhaling, så de har fået nyt liv.

“Det bliver en swingende julekoncert, inspireret af både Disneys Juleshow, danske salmer i overraskende udgaver og svensk jul med masser af “snö” “, lover Carl Henrik Paulsen. “Vi har sunget julesange siden højsommer, så nu glæder vi os for alvor til jul…”

Koncerten bliver fremført helt uden instrumenter, så man kigger forgæves efter strygere, blæsere og slagtøj, men – er det ikke ligesom om, der alligevel er instrumenter med?

“Det er der ikke, og der er slet ikke tale om playback eller andet snyd”, forsikrer han. “Kun stemmer”.

Masser af ørehængere

Winter Wonderland, The Christmas Song og Let It Snow er ærke amerikanske julehits, som Real Moments opfører med stor entusiasme.

Det samme gælder When You Wish Upon A Star, som gruppen selvfølgelig giver på dansk i Jesper Fårekyllings udødelige udgave, Når du ser et stjerneskud.

Et par kendte danske salmer leveres i overraskende udgaver. Et barn er født i Betlehem på en helt anden melodi og i en anden takt, end man kender – nærmest som gregoriansk kirkesang. I Dejlig er jorden bliver midterpartierne fremhævet, og Glade jul synges på engelsk med et helt specielt toneart-skift undervejs.

En tur til Sverige skal publikum heller ikke snydes for. Jul, jul, strålande jul lyder det på de svenske sneklædte veje, i fordums tid utvivlsomt bag et hestespand.

Store klassikere fra gruppens øvrige repertoire er selvfølgelig med på koncerten. Det gælder fx Bridge Over Troubled Water og What A Wonderful World, som fremføres med både indlevelse og nerve.

Real Moments er vidt anmelderrost for deres præcision, klang og humor. Gruppen har sunget i adskillige kirker gennem årene og har også varmet op til koncert med Caroline Henderson.

Billetsalget er netop åbnet på www.billetten.dk. En lækker 3-retters menu indgår i prisen på 375 kr. (inkl. gebyr).

Spisningen starter kl. 18.30 og koncerten kl. 20.00. Et lille antal billetter uden spisning er til rådighed for 150 kr. pr. stk. – skriv til paulsen@stofanet.dk.

Carina Ballegaard (sopran), Lisbeth Scharling (sopran), Carl Henrik Paulsen (tenor), Thomas Andreasen (bas), Jesper Kjærulff (tenor), Kristina Renault (alt) og Majbrit Schroller (alt)