31 13 13 87 mail@vordingborg.net

Med Christina von Bülow kvartet er koncerthuset i Nørre Alslev med i det stort anlagte “Vinterjazz” program, der løber af stablen i hele Danmark 2. – 25. februar.

Fredag 2. februar kl. 19 kan man således opleve ”von Bülow’’ i to generationer: Altsaxofonisten Christina von Bülow og sønnen Pelle von Bülow på guitar. Med i kvartetten er Daniel Franck på bas og Frands Rifbjerg på trommer.

Christina von Bülow har igennem sin snart 30 års karriere været skattet af jazzlyttere ikke mindst for sit lyriske spil og en dyb forståelse og kærlighed til musikken, der igennem årene har ramt mangt et hjerte. Den samme begejstring for musikken har Pelle von Bülow taget til sig, og har i de seneste år sat sit præg på den danske jazzscene som en både fremragende solist og stærk akkompagnatør. Der er naturligt et helt særligt musikalsk bånd mellem mor og søn, som giver en exceptionel indforståethed og intimitet til musikken, og de viderefører dermed det musikalske familiebånd fra jazzguitaristen Fritz von Bülow, der er Christinas far og dermed Pelles morfar.

Christina von Bülow har modtaget en række priser i dansk jazzliv og har for det meste stået i spidsen for egne ensembler, men har også spillet sammen med Allan Botschinsky, Putte Wickman, Doug Raney, Marilyn Mazur, Mikkel Nordsø, DR Big Bandet m.fl. Som musiker er hun inspireret af den brasilianske musik og cool-jazz saxofonisterne Lee Konitz og Stan Getz – begge har hun modtaget undervisning af, hvilket præger hendes musik.

Rytmegruppen med Daniel Franck på bas og Frands Rifbjerg på trommer har gennem årtier været på toppen af dansk jazzscene og er gennem mange år tæt sammenspillet med Christina von Bülow. Der er er hermed lagt op til en aften med jazz på højeste niveau i Nordfalsters Koncerthus.

Fredag 2. februar kl. 19.00

Nordfalsters Koncerthus
Nørre Alslev Langgade 68
4840 Nørre Alslev
Entré 150 kr / u. 18 år 75 kr

Online billetter på: www.orenaessaloner.dk

Tlf. 61 77 08 26

Christina von Bülow (Foto: Stephen Freiheit)

Del denne side:
Facebooktwitterlinkedinmail


 

Følg Vordingborg.net her:  
Facebooktwitteryoutubeinstagram