Tags:

Som nogle af de eneste i hele landet spiller ”Orenæs Barok” julekoncert i Nørre Vedby kirke i selve julen.

Mens der er talrige julekoncerter i adventstiden før selve julen, kniber det med at finde en julekoncert, når julen omsider har indfundet sig.

Foreningen Orenæs Kultur – der står bag arrangementerne i Nordfalsters Koncerthus og Orenæs Saloner – trodser igen i år trenden og spiller julemusik i julen. Og endnu en gang kan man tilmelde sig fællesspisning bagefter i Nordfalsters Koncerthus.

Siden traditionen blev indledt i julen 2015, har julekoncerten i Nørre Vedby kirke været et populært tilløbsstykke, hvor man kan få en portion musikalsk føde, der ikke sætter sig på sidebenene. Det kan man til gengæld ikke love for den efterfølgende middag – men som andre år, består middagen ikke af jule- og sulemad, som de fleste får så rigeligt af i juledagene.

Ved koncerten spiller og synger solister, kor og orkester fransk julebarok, når den er sødest og sprødest, tysk julemusik af Buxtehude og J. S. Bach og et enkelt nyt værk for orgel og cornetto af Sakskøbing kirkes organist Flemming Chr. Hansen, der desuden medvirker som både organist og korsanger ved julekoncerten. Som solist på cornetto i dette værk ”Soltoner”, medvirker Tingsted kirkes organist Lene Langballe, der ved siden af organistjobbet er en anerkendt virtuos på blokfløjte og cornetto – et sjældent barokinstrument, der også kaldes en zink, og som er en slags trætrompet med en smuk og blød klang.

En helt særlig sangsolist kan man møde i kontratenoren Steffen Jespersen, der som ungt stortalent i efteråret fejrede triumfer i Vivaldis opera “Il Giustino” ved Næstved Early Music Festival. Steffen Jespersen synger uddrag af Bachs juleoratorium og juleenglens sang i Charpentiers julenatskantate, der også i uddrag bliver sunget af det medvirkende ensemble på 8 dygtige sangere fra København.

Duoen ”Breakable”, der består af sangeren Helle Thun og Flemming Chr. Hansen på orgel improviserer over en gammel fransk julesang.

Har publikum ikke fået rørt sangstemmen allerede i julen, kan de synge med på julesalmer akkompagneret af Vordingborg kirkes tidligere organist Morten Nyord.

2. juledag kl. 16.00

Julekoncert
Nørre Vedby Kirke
Nørre Vedby Kirkevej 10 A
4840 Nørre Alslev

Entré 120 kr.

2. juledag kl. 18.15

Fællesmiddag
Nordfalsters Koncerthus
Nørre Alslev Langgade 68
4840 Nørre Alslev

Billet: 150 kr 

Billetter kan købes online på www.orenaessaloner.dk

Del:
Facebooktwitterlinkedinmail

Kom med din kommentar til "Julekoncert 2. juledag i Nørre Vedby kirke" her:



Fortæl din historie

Vil du være med til at fortælle om hvad der sker i Vordingborg og omegn?
Kontakt Vordingborg.net med din historie - klik her.