Spørgsmålet går ud til alle borgere i Vordingborg Kommune og kommer fra Komiteen bag Vordingborg Kommunes Kulturpriser, som i år har valgt at lade publikum afgøre, hvem der løber med den nye Publikumspris.
Kulturpriskomiteen, som består af en række fremtrædende kulturaktører i Vordingborg Kommune udpeger hvert år en hovedprismodtager samt et særligt talent, som man ønsker at hædre med Vordingborg Kulturpris. Priserne uddeles ved et storstilet arrangement, som afvikles i et samarbejde mellem Vordingborg Kommune og Møns Bank. I år introduceres Publikumsprisen.

Samtlige kulturelle begivenheder i 2019

”Rygtet om den nye kategori er løbet i forvejen. Jeg har allerede modtaget flere mails med forslag til nomineringer. Det har været forslag indenfor musikken som Midsommerfestival i Præstø, Kammermusik på Oremandsgaard ved Mern og Opera i Vordingborg. Men faktisk kan der nomineres, indenfor samtlige kulturelle begivenheder i 2019 i Vordingborg Kommune.” siger Anne Marie Kamilles fra Afdelingen for Kultur og Fritid.

Prisfesten bliver i sig selv noget af en kulturel begivenhed. Blandt aftenens prominente gæsteoptrædende er Ensemble Storstrøm, som i den festlige anledning har fundet vej til Vordingborg. De går bl.a. på scenen sammen med modtageren af årets Talentpris, MC Hansen.

Fra MC selv får vi også en smagsprøve fra hans nyeste plade, hvor han synger på dansk for første gang. Hans nærværende tekster afslører hans sydsjællandske ophav, og hans talent for at sætte ord i musik, som er hans kendetegn, er netop dét, han hædres for.

Hovedprismodtageren Gutter Island – garagerockfestival på Masnedøfortet, giver med den anerkendte duo, The Courettes, en forsmag på årets festivalprogram. ”The Courettes spiller garagerock, som vor mor lavede den, melodiøst og med nerve. Så vi kan roligt glæde os,” siger Carsten Jull, der er næstformand i festivalbestyrelsen, og til dagligt er at finde blandt staben på STARS, når han altså ikke er afsted som tour manager for navne som Magtens Korridorer.

Mangfoldig kulturpallette

”Med den nye publikumspris får vi forhåbentligt kastet lys over hele den mangfoldige kulturpallette, som vi er så heldige at have i Vordingborg Kommune i løbet af et år. Jeg håber rigtig mange vil komme med deres bud på deres bedste kulturoplevelse i 2019, så vi også kan få fremhævet nogle af alle de oplevelser, som måske ikke lige står øverst på avis forsiderne, og det som er mere nichepræget” siger Jakob Thune, medlem af Kulturpriskomiteen og direktør for Børn og Kultur i Vordingborg Kommune.

Nomineringen åbner for alvor fredag d. 20. dec. på Facebooksiden Oplev Vordingborg, hvor man som kommentar til opslaget om Publikumsprisen 2019, kan nominere sin bedste kulturelle oplevelse i 2019. Man kan også sende en mail til akam@vordingborg.dk – Sidste chance for at få sin egen favorit med er nytårsaften kl. 00.00. Afstemningen starter 2. januar 2020 kl. 10.00 på www.moensbank.dk/publikum – man deltager automatisk i lodtrækningen om 5 x 2 biografbilletter.

Der stemmes mellem de 5 nominerede som udvælges blandt de indkomne forslag. Vinderen afsløres til Kulturprisoverrækkelsen. Uddelingen af årets Kulturpriser foregår fredag d. 17. januar fra 19.30 – ca. 21.00 på Stars, og alle er velkomne. Der er gratis adgang, og ingen krav om forhåndstilmelding.

Del:
Facebooktwitterlinkedinmail