[ Klik her og læs om hvordan du kan annoncere på Vordingborg.net ]

Parkeringsplads, rundkørsel og byggemodning er bare nogle af de ting der er blevet påbegyndt i november.
Flere steder rundt om i Vordingborg Kommune er der i disse uger gang i gravemaskinerne. Nogle af arbejderne kan medføre, at trafikanterne skal ud på en lille omvej i en kort periode, samt at der er områder der vil blive afspærret.

Ny parkeringsplads i Vordingborg

I Vordingborg skal der etableres en ny parkeringsplads på pladsen bagved Vordingborg Køkkenets domicil i Algade. Arbejdet med at etablere dræning af området, så vandet løber væk er blevet påbegyndt i uge 46.

”Vi forventer at den kommende parkeringsplads kan tages i brug fra midten af januar, hvor de forskellige arbejder er færdige, og parkeringspladsen er klar til at modtage gæster, når den er blevet asfalteret. Vi laver parkeringspladserne for at sikre god plads til pendlerne og de mange
handlende der besøger Vordingborg by. Pladsen benyttes allerede i dag af mange. Men desværre er den i så dårlig stand, og er tit udfordret af, at der ligger for meget vand på parkeringspladsen, så den ikke udnyttes maksimalt”, siger Bjørn Buch, Fagleder i Afdelingen for Trafik, Park og Havne.

Når vejrudsigten lover lidt varmere temperaturer, vil parkeringspladsen desværre blive lukket af for en periode igen, så den kan få lagt det sidste slidlag på, og den endelige afmærkning kan blive udført. Og så er den klar til at tage imod gæster igen.

Ny rundkørsel i Præstø

Mandag den 25. november 2019 skal du være ekstra opmærksom, at hvis du færdes i området omkring Ny Esbjergvej og Rosagervej i Præstø.
Udvalget for Plan og Teknik har besluttet, at etablere en ny rundkørsel på Ny Esbjergvej/Rosagervej. Det har de gjort for at øge trafiksikkerheden og flowet i trafikken, i forbindelse med at der etableres en ny vejadgang til den nye byggemodning på Antonibakken.” fortæller Bjørn Buch, Fagleder i Afdelingen for Trafik, Park og Havne.

Det bliver med trafikomlægningen muligt at køre op ad Rosagervej, som i perioden vil blive ensrettet. Arbejdet med etableringen af den nye rundkørsel forventes færdig sidst i januar måned i 2020, og kan herefter tages i brug for normal trafik.

Antonibakken

På Antonibakken i Præstø er arbejdet med at byggemodne netop påbegyndt.
Entreprenørerne arbejder på området frem til sommeren 2020, hvor hele byggemodningen forventes udført. I løbet af foråret 2020 starter boligselskabet byggeriet af de første boliger i området.

”Jeg er rigtig glad for, at vi nu endelig er kommet i jorden på Antonibakken med vores byggemodning. Folk udefra kan nu også se der sker noget på området, så det ikke bare er planer på et stykke papir. Vi håber at etableringen af de nye boliger og de omkringliggende arealer kan være med til, at skabe en øget interesse for området, så vi kan få solgt nogle attraktive
byggegrunde. Arbejdet med at udvikle Antonibakken er en vigtig brik i vores arbejde med bosætningsstrategien for hele Vordingborg Kommune” siger Michael Larsen, Formand for Udvalget for Plan og Teknik.

Området vil blive udviklet med fællesarealer, stier, beplantning, træer og græsser, så Antonibakken kommer til at fremstå attraktivt for blandt andet børnefamilier, og andre der gerne vil tættere på naturen, og investere i en af de attraktive byggegrunde.

Solopgang over Præstø set fra Antonibakken (Foto: Vordingborg Kommune)

Kilde: Vordingborg Kommune

image_print
Del:
Facebooktwitterlinkedinmail


Email

Gå ikke glip af nyhederne - bliv tilmeldt vores gratis daglige nyhedsbrev

Med nyhedsbrevet fra Vordingborg.net får du historier og nyheder fra Vordingborg og omegn direkte i din indbakke.

Indtast din e-mail adresse her og klik på "Tilmeld":