Tags:

“Hjemmebanefordel” er et godt udtryk, når man skal beskrive de tre første medarbejdere, som er udpeget til at få Møns Bank godt fra start i Rønnede og omegn.

Leder af afdelingen, som får base i Det gamle Rådhus, bliver Brian Arnvig. Han er i dag leder af bankens afdeling Møn Direkte, 45 år og har en bred ledelseserfaring såvel som stærkt fagligt fundament fra mange år i den finansielle sektor.

Brian Arnvig har en traditionel bankuddannelse bag sig og har gennem hovedparten af sin karriere arbejdet med ledelse. Privat er han bosat i Køge med sin kone Elsebeth, og sammen har de to hjemmeboende drenge.

– Det bliver en utrolig spændende opgave, siger Brian Arnvig. Rønnede ligger centralt i et særdeles interessant markedsområde og med en stor geografisk rækkevidde. Det betyder også, at vi vil være meget på hjul og kan komme hele vejen rundt i Faxe og Stevns kommuner, som den nye afdeling vil være et brohoved for.

Et andet kendt ansigt i området er Henrik Steen Hansen. Han har boet og arbejdet stort set hele sit liv i Østsjælland, stærkt forankret i det lokale erhvervsliv.

Gennem de seneste 3 år har Henrik Steen Hansen arbejdet i Møns Bank. Forinden var han erhvervschef i DiBa/Sydbank i Køge. Han har desuden en fortid som økonomichef hos Brdr. K. Hansen, Stevns A/S og H. E. Jørgensen A/S.

Henrik Steen Hansen er 63 år og har boet i Karise hele sit voksenliv med sin hustru Ulla. Sammen har de to børn og fem børnebørn.

– Etableringen i Rønnede er stærkt og naturligt tiltag i Møns Banks fortsatte udvikling, siger han. Vi kommer tættere på kunderne, og de kan lettere komme til os. Og vores meget efterspurgte rådgivning på hjul – at vi kan komme på besøg, når det passer kunderne – får endnu bedre vilkår.

Tredje mand er ny på banen

Sig navnet Mogens Nielsen, og de fleste er med. Håndbold og Dalby G&IFs håndboldafdeling er nærmest synonym med Mogens Nielsen, der har en lang karriere i Nykredit bag sig.

Oprindelig var Mogens Nielsen tømrer, men en rygskade satte en stopper for den karriere. Med en handelsskoleeksamen i rygsækken kom han til Nykredit i 1985 og blev i 1988 souschef i Faxe. Siden 1990 har han arbejdet i Nykredit i Næstved og fra 2003 som centerdirektør.

– Vi er rigtig glade for at have fået Mogens med på holdet, siger Brian Arnvig. Om nogen har Mogens stor indsigt i de lokale forhold, og han har oparbejdet et meget stærkt netværk gennem årene, både fagligt og privat.

Også Mogens Nielsen ser frem til samarbejdet.

– Jeg har haft en jobmæssig tænkepause på et års tid, men nu glæder jeg mig til at komme i gang igen. Jeg har holdt øje med Møns Bank og finder, at de værdier, banken står for, meget ligner mine egne. Det handler om kompetent rådgivning, en bank med højt til loftet, med rummelighed, og at man er der for kunderne, både i medgang og modgang. Noget, som jeg har svært ved at finde så udtalt andre steder end i netop Møns Bank, siger han.

– Vigtigt for mig er også, at Møns Bank ikke går i andres fodspor, men har valgt at gå sin helt egen vej, fortsætter han. Jeg ser banken som en brobygger, tæt på kunden, og hvor jeg med erfaring og lokalkendskab kan gøre en forskel.

– Tilgængelighed, fleksibilitet og nærhed er ikke en selvfølge i en bank i dag. Men det oplever jeg, at Møns Bank giver sine kunder i dag, og de værdier flugter helt med mine, slutter han.

Mogens Nielsen er 55 år og bosat i Dalby med sin kone Berit, som han har to store drenge med.

Møns Bank arbejder på at åbne afdelingen i Rønnede i løbet af 1. kvartal.

 

Mogens Nielsen (tv.) er nyansat konsulent i Møns Bank og får Brian Arnvig (i midten) som afdelingschef, når banken åbner i Rønnede. Endvidere erhvervskonsulent Henrik Steen Hansen (th.), der fortsat vil køre på kundebesøg hos kunder i Faxe og Stevns kommuner.

Del:
Facebooktwitterlinkedinmail

Kom med din kommentar til "Et stærkt trekløver er allerede klar som de første medarbejdere i den kommende afdeling af Møns Bank i Rønnede" her:



Fortæl din historie

Vil du være med til at fortælle om hvad der sker i Vordingborg og omegn?
Kontakt Vordingborg.net med din historie - klik her.