Så er slutspurten sat ind på den traditionsrige Sommerudstilling på Masnedøfort ved Vordingborg. Udstillingen kan ses til og med på søndag den 4. august, og i dagene op til kan du opleve en fin buket af gode arrangementer.

Forfattermøde

Første blomst i buketten leverer Helle Bertram, forfatter og specialkonsulent i Guldborgsund Kommune, fredag den 2. august kl. 13. Under overskriften “Postkort fra Provinsen” læser hun op af sine fortællinger om livet uden for storbyen. Hver historie fylder præcis 800 ord og giver både søde og salte smagsprøver på, hvad der venter dem, der flytter ud af byen.
Helle Bertram giver publikum mulighed for selv at spille med – har du gjort en iagttagelse i dit lokalområde, får du måske lyst til selv at sende et postkort fra provinsen.

Koncerter i fortet

Samme dag, fredag den 2. august kl. 15, begynder rækken af koncerter på Masnedøfort. Susanne Thea & Malinovsky lægger for med egne melodier komponeret til digte af Oscar Wilde og HC Andersen. Den danske duo har opnået international opmærksomhed og givet koncerter i bl.a. USA, Canada, Frankrig, Tyskland, Irland og Sverige. Deres unikke musik med rødder i blues, country og salsa indrammer en koncertoplevelse, som rører din sjæl, mens Susanne Theas anekdoter bringer smil på læben.

Guitaristen Jacob Fischer er kapelmester ved weekendens koncerter 3. og 4. august. Lørdag flankeres han af pianisten Zier Romme Larsen og bassisten Felix Moseholm. Sammen spiller de elegant og hårdt swingende jazz i stil med bl.a. Oscar Peterson og Nat King Cole. Søndag rundes koncertrækken af med Django-klassikere og sigøjnerjazz – her har Jacob Fischer følgeskab på scenen af violinisten Bjarke Falgren fra Næstved og bassisten Matthias Petri, der netop er vendt hjem efter to år i New York.

Udstilling under jorden

Sidste blomst i buketten er naturligvis selve Sommerudstillingen på Masnedøfort, som kan ses samtidig med koncerter og forfattermøde. Omkring 300 værker af 53 anerkendte kunstnere præsenteres i fortets rustikke lokaler – fra mandskabsrum til kanontårne. I stuetagen drejer det sig hovedsageligt om malerier, grafik, foto, tegning og skulptur. På førstesalen vises to lydinstallationer samt særudstillingen X-fiber med eksperimenterende tekstilkunst. Sommerudstillingen 2019 har allerede været godt besøgt, men endnu er det ikke for sent at få en kunstnerisk oplevelse i de dejligt svale udstillingsrum under jorden på Masnedø.

Sommerudstillingen Masnedøfort kan ses t.o.m. søndag 4. august 2019, tirs-søn kl. 12-17.
Entré kr. 60,- inkluderer adgang til arrangementerne.

www.sommerudstillingen.dk

Guitaristen Jacob Fischer er kapelmester ved to jazz-koncerter i weekenden.
Del:
Facebooktwitterlinkedinmail

Email

Bliv tilmeldt vores gratis nyhedsbrev, der udsendes mandag til fredag.

Med nyhedsbrevet fra Vordingborg.net får du historier og nyheder fra Vordingborg og omegn direkte i din indbakke.

Indtast din e-mail adresse her og klik på "Tilmeld":



Kom med din kommentar til "De sidste dage af årets Sommerudstilling på Masnedøfort byder på flere arrangementer" her:



Fortæl din historie

Vil du være med til at fortælle om hvad der sker i Vordingborg og omegn?
Kontakt Vordingborg.net med din historie - klik her.