Det er tredje år i træk at Integrationsrådet i Vordingborg Kommune uddeler en Integrationspris, og i år er der hele 13 kandidater til at modtage prisen.

Med Integrationsprisen ønsker Integrationsrådet at anerkende det engagement og den indsats, der ydes mange forskellige steder for at skabe en vellykket integration for kommunens borgere med minoritetsbaggrund. De 13 kandidater viser netop bredden og omfanget af den indsats, der ydes –
både i privat, offentligt og frivilligt regi. Integrationsrådets formand Drissia Knudsen udtaler:
”Jeg bliver så glad, når jeg læser alle de gode indstillinger. De fortæller på hver deres måde en god historie om integration, og hvad der skal til for, at det kan lykkes – både for de flygtninge og indvandrede der kommer hertil, men også for os som kommune og fællesskab. ”

Integrationsprisen kan tilfalde såvel enkeltpersoner som virksomheder, foreninger eller offentlige arbejdspladser

I sin udvælgelse af prismodtageren lægger Integrationsrådet i korte træk vægt på vedholdende arbejde, nytænkende tilgang, fastholdelse af gode initiativer, inspiration af andre samt aktiv deltagelse i lokalsamfund.

I de tre år, hvor Integrationsrådet har uddelt Integrationsprisen, er der støt og roligt kommet flere kandidater til prisen – fra 2 kandidater i 2016 til 13 kandidater i 2018, og det glæder rådets formand:
”Det er så vigtigt, at det gode arbejde med integration bliver synligt, og det kan en indstilling til Integrationsprisen bidrage med. Og selvom vi ikke kan give prisen til alle kandidaterne, så er de for os i Integrationsrådet alle sammen vindere, fordi de gør en forskel. ”

Prisoverrækkelse – onsdag den 21. november

Borgmester Mikael Smed vil offentliggøre årets prismodtager og overrække Integrationsprisen 2018 til en modtager, der gør en ekstra indsats for at styrke kulturel mangfoldighed og integration.

Prisoverrækkelse finder sted i Byrådssalen på rådhuset i Vordingborg, onsdag den 21. november kl. 17.00 – 19.00. Der er mulighed for at møde årets prismodtager, de øvrige kandidater og Integrationsrådets medlemmer. Der vil være musik og kage.

De 13 indstillede kandidater til Integrationsprisen 2018 er:

Frivillige / privatpersoner

  •  Kirsten Rasmussen, leder af integrationsgruppen i Røde Kors i Vordingborg; fordi hun viser stor medmenneskelig forståelse og handlekraft, når borgere har brug for hjælp. Hun er en ildsjæl, der følger de nye borgere, står i spidsen for ugentlig kvindecafé, opstarter cykelkursus mm.
  • Layla Aldainy, aktiv borger i sit lokalområde; fordi hun gør en kæmpe forskel for nye familier ved at yde tolkehjælp, når nye børn skal integreres i skolen, er aktiv til forældremøder og arrangementer, og fordi hun altid holder sit hus åbent for alle børn og forældre.
  • Røde Kors i Vordingborg; fordi de arbejder målrettet på at hjælpe flygtninge/indvandrere til at opnå netværk og fodfæste på arbejdsmarkedet. I deres caféer arbejdes der bl.a. med identitet og forståelsen for den danske kultur og det danske arbejdsmarked.
  • Røde Kors i Præstø; fordi de har et stort fokus på at få flygtninge etableret på det danske arbejdsmarked, og har bred kontakt til lokale virksomheder samt til jobcentret. De gør også en stor indsats for at hjælpe familier og vedligeholder kontakten gennem møder og aktiviteter.

Private og statslige virksomheder

  • Per Ingemann, ejer af Ingemann’s bilpleje; fordi han tager et socialt ansvar ift. at få nye borgere i job, udviser stor tålmodighed med de sproglige udfordringer, stiller cykel til rådighed, så praktikanter kan komme frem og giver plads til den lange proces, hvor integration skabes.
  • Kulturmentorerne, hos ATP Vordingborg; fordi de hjælper med at forstå og agere på en dansk arbejdsplads med en dansk kultur og et nyt sprog. Gennem relationen til deres mentees skaber de nærhed og nysgerrighed, og hjælper mentees med at få øjnene op for deres egne kompetencer.
  • Kantinen, hos ATP Vordingborg; fordi kantineleder Cecilie Flændsdal Specchio sammen med sit personale løfter ATP’s arbejde med udsatte grupper på arbejdsmarkedet på en helt særlig måde med deres utrolige gejst, teamspirit, faglighed, nysgerrighed, tålmodighed og humor.
  • ATP i Vordingborg v. koordinator Melanie Manett Schilling og kantineleder Cecilie Flændsdal Specchio, fordi der hos ATP er etableret et virksomhedscenter, hvor man arbejder målrettet for at integrere flygtninge/indvandrere. ATP giver deres de nye borgere en solid ballast, tryghed og erfaring.

Offentlige arbejdspladser og ansatte

  • Randa Hakim og Marianne Stougaard-Nexø, sundhedsplejersker i kommunen; fordi de formår at kombinere en faglige professionalisme med stor medmenneskelighed, og har startet en multietnisk mor- barn gruppe, der styrker mødrenes netværk og giver viden om forældrerollen i Danmark.
  • Asaad Mustafa Muhammad, mentor for integrationsborgere i kommunen; fordi han navigerer på tværs af kulturer, religioner og sprog, og skaber resultater, fordi han formår at oversætte ”drømmen om det gode liv” på en måde, så det giver mening for den enkelte borger.
  • Helle Lundby, virksomhedskonsulent for integrationsborgere i kommunen; fordi hun sammen med virksomheder spotter mulighederne i umulighederne. Hun er både faglig og menneskelig dygtig til sit arbejde, og formår med sin skraphed og skarphed, altid at sige tingene med et glimt i øjet.
  • Vordingborg Kommunes Ejendomscenter v. Driftsleder Benjamin Christensen og Rengøringsleder Marianne Johnson; fordi de arbejder målrettet mod at integrere flygtninge/indvandrere på deres arbejdsplads via rummelige forløb. De tager et sociale ansvar og forstår at udvikle på de ressourcer, der ligger hos målgruppen.
  • Distrikt Rosenvang v. Ulla Krøger; fordi hun arbejder målrettet mod at opkvalificere og afklare flygtninge/indvandrere for, at de på sigt at kan indgå i den kommende gruppe af faglærte SOSU-personale.

Få mere information om Integrationsprisen:  vordingborg.dk/integrationspris

Del:
Facebooktwitterlinkedinmail

Kom med din kommentar til "13 kandidater til årets Integrationspris 2018 i Vordingborg kommune – prisoverrækkelse d. 21. november" her:



Fortæl din historie

Vil du være med til at fortælle om hvad der sker i Vordingborg og omegn?
Kontakt Vordingborg.net med din historie - klik her.