Mod slutningen af august samles tusindvis af teaterglade mennesker i Vordingborg, når den internationale teaterfestival Waves Festival 2017 skyller ind over byen for 14. gang. Det belgiske kompagni Peeping Tom indleder festivalen søndag den 20. august kl. 19.30 med danseforestillingen Moeder, og den 21. august kl. 14.30 åbnes festivalens gadeteaterprogram under overværelse af kulturminister Mette Bock. Den 26. august afsluttes festivalen – efter mere end 50 forestillinger og koncerter – med fyrværkeri og engledans i 30-40 meters højde i Theater Tols luftshow Garden of Angels.

Festivalen byder på et bredt program med både indendørs og udendørs forestillinger forskellige steder i byen. Hele programmet ligger på wavesfestival.dk.

Uden publikum ingen forestilling
Flere af festivalens forestillinger er baseret på, at publikum deltager aktivt, og det vil garantere helt særlige oplevelser for dem, der åbent går ind på den præmis. Fra Frankrig kommer Olivier Grossetête med en arkitektonisk byggeevent, der inviterer alle i byen til at være med, når han genopfører den gamle slotsport fra 900-tallet på Slotstorvet i oprindelig størrelse, men i pap! På fire dages forberedende workshops med op til 50 deltagere skabes de grundlæggende elementer, som fredag den 25. august samles og rejses af uendeligt mange hænder ved fælles hjælp, og næste aften rives Slotsporten ned igen. Grossetête har mange års erfaring med sine monumentale papkassekonstruktioner rundt omkring i Europa, hvor deltagere melder om, at de bliver helt høje af øjeblikket, hvor de ved fælles hjælp og ren håndkraft rejser den enorme konstruktionen og på den måde mærker fællesskabets styrke.

Cantabile 2 inviterer også til aktiv deltagelse, når publikum i forestillingen Skjult nummer bydes med på en vandring – og kørsel i amerikanerbil – i Vordingborg, gennemglemte historier, forbi kendte og ukendteansigter og til steder, man ikke vidste fandtes.Deltageren er på én gang detektiv, opdagelsesrejsendeog særlig gæst, når man bydes indenfor bagdøre, der normalt er lukkede, og her venter overraskelser og udfordringer.

Også Ontroerend Goed fra Belgien inviterer i samarbejde med australske Border Project publikum ind til aktiv medvirken i deres forestilling Fight Night, hvor publikum bliver bedt om at stemme på én af de fem kandidater, der kæmper en nådesløs kamp om at få flest stemmer, fuldstændig som i den politiske arena.

Koreografi der overrasker
Kropslig ekvilibrisme er fællesnævner for mange af festivalens forestillinger, og særligt danserne i Peeping Tom overrasker med bevægelser, man ikke troede var mulige. På én gang morsom, yndefuld og uhyggelig drager Moeder (Moder) dig ind i et ustabilt univers, hvor al logik for rum og tid er ophævet. Det handler ikke om en bestemt mor, men flere mødre, moderskab, fravær og mangel, med kroppen som et lager, hvor et væld af bevidste og ubevidste erindringer smelter sammen, kolliderer og definerer, hvem vi er. Selvom det primært er en danseforestilling, inddrager instruktøren Gabriela Carrizo også elementer fra teater, film og opera til at fortælle historien; og lokale borgere fra Vordingborg medvirker som statister. Moeder (2016) er den anden forestilling i en familietrilogi, der indledtes med Vader (Fader) (2014), som var åbningsforestillingen under ​​Waves 2015. Trilogien vil blive afsluttet med Kinderen (Børn). Som superstjerner på den internationale dansescene vil Peeping Tom helt sikkert imponere og inspirere et dansk publikum.

Leaving Normal er en danseforestilling, der flytter sig, og publikum går med. Det hollandske kompagni Cie. Woest balancer mellem komedie og tragedie, når de viser deres forestilling i et af byens gårdrum. Her inddrages publikum, som udstyret med spilledåser i hænderne bevæger sig fra en tilsyneladende normal situation til en helt absurd, hvor dansen bærer hele fortællingen.

Comedy og nycirkus
Fra Belgien og Spanien kommer en opdateret version af cirkusgenren, når Danny Ronaldo, og Leandre Ribera gæster festivalen med hver deres meget rørende soloforestilling med få, men kraftfulde virkemidler. Begge scenekunstnere har udviklet et subtilt fortællende kropssprog, der helt sikkert vil vække latter, men måske også trække følelser sammen til en lille medfølende klump i halsen på publikum.

De franske artister i Compagnie Sacékripa har også fat i både tragedie og komedie, når de med halsbrækkende stunts skildrer livet hos to afdankede cirkusartister, der lever sammen i en simpel hytte, hvor de hjemsøges af mindet om en forestilling. Af kedsomhed ender de ofte i halsbrækkende stunts med knive, møbler og hårfine balanceøvelser.

For børn
Skvulp! er efterhånden blevet en fast integreret del af Waves Festivalen, og det giver god mening, for projektet er en rigtig solstrålehistorie, hvor omkring 45OO børn og unge får glæde af festivalens topprofessionelle kunstnere. Projektet sørger nemlig for, at de store bølger af international scenekunst skvulper ud på skolerne i hele regionen med workshops og forestillinger på skolerne, og der arrangeres bustransporter af skoleklasser til forestillinger i Vordingborg.

Musikken som samlingspunkt
Waves Natcafé præsenterer et koncertprogram med verdensmusik på spillestedet Stars. Hver aften efter den sidste forestilling åbner natcaféen dørene for at give alle festivalens mange involverede og publikum mulighed for at mødes og udvikle nye bekendtskaber og netværk. Der er koncerter med musikere fra Tjekkiet, Sardinien, Brasilien, Colombia og Polen.

Praktisk information
Festivalkontor med trykte programmer, information og billetsalg i Algade 84 åbner den 14. august.
Åbningstider:
14.-18. august: 10.00-17.30
19. august: 10.00-12.00
20. august: 12.00- 17.30
21.-26. august: 10.00-17.30
Billetsalg på telefon: 55 34 01 19 og online på: billetten.dk

Se billeder fra tidligere år her:

Del denne side:
Facebooktwitterlinkedinmail


 

Følg Vordingborg.net her:  
Facebooktwitteryoutubeinstagram