Den 12. – 13. august indtager vikinger fra nær og fjern Vordingborg slotsruin, når Danmarks Borgcenter holder VIKINGEDAGE med aktiviteter og oplevelser for hele familien. Træd ind i vikingernes verden, når Borgcenteret for en kort stund forvandler middelalderborgen til en tidslomme, der tager os med tilbage til vikingetiden.

Det er velkendt, at vikingerne yndede at drage på togt for at plyndre og røve klostre og borge rundt omkring i hele Europa. I virkeligheden var vikingerne først og fremmest dygtige håndværkere og handelsfolk, der afsatte deres ypperste produkter på markedet. Det er den slags vikinger, som kommer til Vordingborg midt i august, og de har taget lidt af hvert med fra deres tid, for at vise markedsgæsterne, hvilken fascinerende periode vikingetiden var.

Ned igennem borgen snor Markedsgaden sig, hvor man kan gå på opdagelse i vikingernes salgsboder og find smykker, mjød, skind og meget andet. Her vil også være moderne kunsthåndværk inspireret af vikingernes stilsprog og produceret med nogle af vikingetidens materialer og teknikker. Falkoneren kommer forbi for at vise et fantastisk falkonershow i jagtopvisning med en jagtfalk. Og autentisk musik spillet på vikingeinstrumenter bidrager til at fuldende oplevelse af faktisk at være i vikingetiden. Der er naturligvis også tænkt på maver og smagsløg – smag på vikingetiden i boderne på pladsen eller spis en lækker frokost i fred og ro på Café Borgen. For børn og barnlige sjæle kan man prøve kræfter med vikingernes kampteknikker, gamle spil og lege fra vikingetiden. Prøv også det store Vikingespil, hvor man kan tage på rejse rundt i vikingernes verden.

Museets arkæologer kommer for at fortælle om, hvordan man hele tiden bliver klogere på vikingernes spændende samfund. Prøv selv at være arkæolog for en stund med en metaldetektor, se Vikingeborgen Borgring genskabt i fuld størrelse og få den nyeste viden fra udgravningerne fra én af arkæologerne.

Markedsgaden ender i vikingelejren Hedeby, hvor håndværkere, handlende og krigere mødes i ildens skær. Her kan man se, hvordan man levede og arbejdede for over 1000 år siden i Danmark. Der vil være kampopvisning og glimabrydning i hæsblæsende opvisninger og vikingerne viser deres våben frem og fortæller om deres bedrifter.

I udstillingshuset kan man stadig opleve den spektakulære udstilling VIKINGERNES METROPOL om vikingetidens største by, Hedeby, men i løbet af VIKINGEDAGE foregår der også meget andet: Tag på omvisning med historikeren Kaare Johannessen fra DR’s historiequiz og oplev, når han og afdelingsleder Thomas Tram Pedersen sætter vikingetiden på den anden ende i udstillingen.

Praktisk info:
Danmarks Borgcenter, Slotsruinen 1, 4760 Vordingborg
Lørdag d. 12. august kl. 10 – 18
Søndag d. 13. august kl. 10 – 16
Der er gratis adgang til Vikingedage, undtaget entré til Vikingelejren Hedeby (30 kr. for alle over 3 år) og til museets udstillinger, samt enkelte aktiviteter. Billetter til særarrangementerne med Kåre Johannessen og Thomas Tram Pedersen kan allerede nu købes i forsalg på Danmarks Borgcenter.
Se hele programmet på www.danmarksborgcenter.dk. Her findes også information om parkeringsmuligheder, handicapforhold o.a. praktiske oplysninger.

Del denne side:
Facebooktwitterlinkedinmail


 

Følg Vordingborg.net her:  
Facebooktwitteryoutubeinstagram