I 2012 ønskede en lille gruppe forældre på Møn, at deres børn skulle gå i en Steiner børnehave. Der var ikke sådan en børnehave på Møn, så hvad gjorde de? De startede selvfølgelig en selv. I oktober samme år åbnede Steiner Børnehaven Turmalin dørene for en lille gruppe børn i Vollerupgade ved Askeby.

Turmalin fik hurtigt vokseværk, og sidste efterår rykkede børn og pædagoger ind i et større hus med en kæmpe have og egen lille skov på Hårbøllevej 57. Lige om lidt, nærmere bestemt første april i år, er Turmalins daglige leder, Trine Green Jensen stolt af at kunne præsentere det nye skud på stammen; en vuggestue. Turmalin er pr. april godkendt til at kunne modtage børn helt ned til et år.

Lille Birk som bliver et år i juni i år, er en af de små, som snart starter i vuggestuen hos Turmalin. Birks storebror Emil på 3 år har allerede gået i børnehaven i snart et år. Drengenes forældre fortæller hvorfor de har valgt, at deres yngste skal gå i en Steiner vuggestue.

“Det er så nemt at vælge vuggestue til barn nummer to, når man gennem et år har set, hvor glad storebroren har været og er, for at skulle i Turmalin om morgenen, og lege og synge med ’tanterne’ og de andre børn. Han kommer hjem med modellervoks på tøjet, en tilmudret flyverdragt og lærer os hele tiden nye rim og remser. Kan det være bedre? At ens børn har en hverdag, der i høj grad foregår udenfor og i kærlige og omsorgsfulde rammer, er det vigtigste for os. Derfor er vi glade for at Turmalin nu også bliver vuggestue, så vores yngste på knap et år, kan få nogle af de samme oplevelser som sin storebror”, fortæller forældrene Aslak og Louise.

Hvis man som forældre, eller kommende forældre, går og overvejer hvilke pasningsmuligheder på Møn, der passer til ens børn, er man til en hver tid velkommen til at ringe til Trine og aftale tid til en rundvisning og en snak om, hvad det indebærer at have sit barn i en Steiner børnehave. Hun fortæller gerne om det store engagement, som alle medarbejderne i Turmalin lægger i at favne og udvikle børnene i optimale rammer.

“Hvis jeg kort skal sige, hvad det er vi gør, når vi arbejder ud fra Rudolf Steiners pædagogik, vil jeg fremhæve rytmen i hverdagen året rundt, og det at være tæt på naturen. En fast rytme er med til at skabe tryghed og genkendelighed. Derfor er det et helt centralt begreb for os. Det samme er årstidernes skiften. Vi opholder os udendørs i vores store dejlige have det meste af dagen, hele året. Vi er helt tæt på naturen, og vi fejrer den hver måned via vores årstidsfester, som er med til at børnene bliver bevidste om, og lærer at værdsætte hver årstids unikke særpræg og kvalitet”, understreger daglig leder Trine Green Jensen.

I Turmalin får børnene hver dag serveret et varmt måltid baseret på biodynamiske grøntsager og råvarer. Det er Hanne Raffnsøe som nyder at stå i køkkenet og lave mad til en flok sultne og forventningsfulde børn. Hanne har selv haft et barn i Turmalin, og kender til de overvejelser, man går med, når man skal vælge pasning til sit barn. Hun valgte en Steiner institution uden at have det helt store kendskab til pædagogikken. Hun valgte ud fra sin intuition og en ide om, at det var det bedste for hendes dengang 3 årige datter.
“Jeg har altid kaffe på kanden. Så hvis du er nybagt eller vordende forælder, og overvejer at vælge et ’Steiner sted’ til dit barn, så ring og aftal tid til at kigge forbi i børnehaven til en snak med en, der kender den situation”, siger Hanne med et smil.

Udover engagerede pædagoger og glade børn, er en Steiner institution som Turmalin kendetegnet ved forældredeltagelse. Det vil sige, at man møder op til arbejdsdage og i det hele taget giver en hånd med, når der er brug for det.

“Vi forventer af ’vores’ forældre, at de er aktive og hjælper til med alt det praktiske. Det giver til gengæld også en stærk fællesskabsfølelse, og forældregruppen i vores børnehave har altid formået at skabe et godt netværk og indbyrdes stærke relationer, der varer ved, selv når børnene er gået ud af børnehaven” pointerer Trine Green Jensen.

Se mere på: www.turmalin.dk

 

Del med dem du kender:  
Facebooktwitter


 

Følg Vordingborg.net her:  
Facebooktwitteryoutubeinstagram