Vordingborg.net
    Forsiden > Nyheder og opslag


Artikel udgivet d. 8. januar 2008 kl. 11:00

TDC sætter turbo på mobilnettet

TDC giver fra i dag sine kunder mulighed for bredbånd via mobilnettet med Turbo 3G. I første omgang lanceres Turbo 3G i de byer på Bornholm, Sjælland, Fyn og det sydlige Jylland, hvor TDC i forvejen har 3G-dækning. Senest med udgangen af første kvartal 2008 åbnes der også for Turbo 3G i resten af Jylland.

"Med Turbo 3G kan brugerne surfe på nettet eller hente e-mails lige så bekvemt, som de er vant til hjemmefra eller på jobbet. Turbo 3G imødekommer vores kunders behov for enkle og brugbare dataløsninger, hvor datahastigheden ikke opleves som en barriere. Samtidig giver vi både vores erhvervs- og privatkunder enkle og overskuelige priser for brugen af dataløsningerne," siger TDC´s mobildirektør, Mads Middelboe.

TDC investerer 2 mia. kr. i, at 99 procent af alle danskere om tre år skal kunne være online i 99 procent af Danmark, samtidig med at de er på farten. Med åbningen af Turbo 3G tager TDC et afgørende skridt i den retning. Mindst 80 procent af befolkningen vil have adgang til Turbo 3G i slutningen af 2008. Sideløbende udbygges TDC´s net, så de geografiske områder, der ikke dækkes med 3G/Turbo 3G dækkes med EDGE. Derudover har TDC´s kunder allerede i dag adgang til over 700 hot spots i hele landet.

"Til forskel fra den nuværende 3G-dækning, som hovedsagligt bruges af TDC´s erhvervskunder, forventer vi nu, at både erhvervs- og privatmarkedet for alvor vil efterspørge den nye hurtige datahastighed. Indholdstjenester som musik og tv på mobilen kommer til at trække dataforbruget, ligesom vi forventer, at ønsket om hurtig mobil adgang til virksomhedens systemer og internettet vil øge efterspørgslen på Turbo 3G," siger Mads Middelboe.

I første omgang tilbyder TDC alene abonnementer med downloadhastigheder på op til 1,5 Mbps. Men generelt øger TDC med Turbo 3G downloadhastighederne fra de nuværende max 384 kbps til max 3 Mbps i bykernerne i København, Odense, Århus og Aalborg og max 1,5 Mbps i de øvrige byer. De nye abonnementer til Turbo 3G giver desuden frit forbrug på over 700 hot spots fordelt over hele landet.

Kilde: TDC




Flere nyheder og opslag:
Vordingborg.net - mail@peakproduction.dk     (C) Peak Production, 4760 Vordingborg

Nyheder Arrangementer Brugtmarked Links Send gratis postkort Kontakt