Vordingborg.net
    Forsiden > Arrangementer


MR ACKER BILK OG KENNY BALL PÅ VUC

Dato: 30/03-2008

Sidste omgang med jazzlegenderne
Mr. Acker Bilk og Kenny Ball

De berømte engelske jazzmusikere Mr. Acker Bilk og Kenny Ball kommer på turnè for sidste gang i Danmark med deres orkestre. Det sker ved fire store dobbelt arrangementer, og den sidste koncert finder sensationelt sted i Vordingborg Teater søndag den 30. marts på initiativ af Jazz Club Saint Louis.

Indenfor jazzen taler man om de 4 B´er : nemlig de tre engelske Chris Barber, Kenny Ball og Acker Bilk samt vores egen Papa Bue. For dem alle gælder det, at de nærmer sig de 80 år, men dog stadig aktive. To af dem, Acker Bilk (79) og Kenny Ball (78) kommer nu på en sidste turnè i Danmark og optræder ved fire dobbeltkoncerter, og den sidste bliver i Vordingborg Teater den 30. marts.

Begge to har de opnået verdensberømmelse, ikke mindst ved flere hits i 1960´erne, som de stadig forbindes med. For klarinettisten Mr. Acker Bilk skete der tre ting, som skabte hans karriere. Det første var, da han under en militærtjeneste i mellemøsten, hvor englænderne var indtil 1948, faldt i søvn på sin vagt og kom i spjældet. For at fordrive tiden der, fik han mulighed for at låne en gammel militærklarinet, som han omgående afslørede evner til at kunne spille på. I midten af 1950´erne var han kommet så langt, at han etablerede sit senere så berømte Paramount Jazzband. Da han i 1961 med sit fløjlsbløde klarinetspil lancerede melodien Stranger On The Shore, var hans lykke gjort. Siden fulgte også andre solonumre, der ligesom Stranger On The Shore, røg til tops på alverdens hitlister.

Trompetisten Kenny Ball har været knapt så kendt i Danmark, som Barber og Bilk. Hans karriere startede også lidt senere end de andres, men han opnåede verdensberømmelse i 1960´erne, da han med sit orkester i 1962 indspillede en regulær schlager, der hed Midnight in Moscow, som man kan forestille sig skabte euroforiske tilstande, da Kenny Ball And His Jazzmen efterfølgende turnèrede i Rusland. Salget af plader indbragte Kenny Ball guldpladen, der blev overrakt ham af selveste Louis Armstrong. Kenny Ball har ikke turneret så meget i Danmark og på kontinentet i det hele taget, som Chris Barber og Acker Bilk, hvorimod han i England er uhyre populær. Kenny Balls musik er også lidt anderledes, idet den nok må henhøre mere til dixieland genren end det man normalt forstår ved traditionelt jazz.

Det bliver nostalgi for alle pengene når de to berømte engelske orkestre slutter deres turnè optræden i Danmark i Vordingborg Teater søndag den 30. marts kl. 15.00. Billetsalget er startet på Billetnet.


http://www.jazzclubsaintlouis.dk

Andre aktuelle arrangementer:

Se alle arrangementer her

Vordingborg.net - mail@peakproduction.dk     (C) Peak Production, 4760 Vordingborg

Nyheder Arrangementer Brugtmarked Links Send gratis postkort Kontakt